Koreanske burritos Edgy Veggie style

Send inspiration videre til kollega eller del i dit netværk, mange tak :)

Skønne koreanske Burritos med sprødristet, proteinrigt soja granulat.
Sværhedsgrad og tilberedningstid varierer alt efter hvor mange færdige løsninger man vælger. Gør det nemt og brug fx en færdiglavet mayonnaise og smagssæt den. Vi lavede vores egne tortillas, men du kan selvfølgelig også købe dem færdige og dermed spare tid.

Ingredienser:

Syltet Rødkål:
¼ strimlet rødkål eller rød spidskål
1 dl eddike
1 dl sukker
3 dl vand

Koreansk mayonnaise:
2 æggeblommer
1 spsk kimchi base (kan erstattes med citronsaft)
1 spsk sriracha sauce
2 dl madolie
Salt og peber

Marineret Edgy Veggie:
500 g soja granulat + 3 dl vand
2 spsk sød chilisauce
1 spsk soja sauce
2 tsk sesamolie
2 tsk tomatpuré
3 spsk olivenolie

Øvrige ingredienser:
2 dl basmati ris
1 pakke haricots verts bønner
1 ds eller glas kimchi
1 pakke tortillabrød
Sriracha

Fremgangsmåde:

Syltet rødkål: Bland vand, sukker og eddike i en gryde. Lad det koge indtil sukkeret er opløst. Tilsæt strimlet kål og stil det i køleskabet.

Marinade med Edgy Veggie: Hæld 3 dl varmt vand over Edgy Veggie. Lad det stå indtil vandet er absorberet, det tager omkring 10 minutter. Evt overskydende vand hældes fra. Bland ingredienserne til marinaden, hæld marinaden over den blødgjorte Edgy Veggie og lad det marinere i ca. 1 time.

Mayonnaise: Du kan enten bruge en færdiglavet mayonnaise og smage den til med srirhaca og kimchibas (eller citronsaft), eller du kan lave din egen således: Pisk æggeblommerne luftige med en elpisker og tilsæt olien i en tynd stråle til den ønskede konsistens er opnået. Tilsæt srirhaca og kimchibas (eller citronsaft) – og pisk lidt mere. Krydr med salt og peber.

Stegte ris: Kog risene efter anvisningen på pakken og afkøl dem (kan med fordel gøres dagen før). Steg de kogte ris ved høj temperatur på en pande i lidt olie.

Haricots verts bønner: Lynsteg dem hurtigt eller blanchér dem i letsaltet vand.

Spred den marinerede Edgy veggie ud i en bradepande. Bag dem i ovnen i ca. 30 min. ved 225°C indtil de er sprøde.

Læg en tortilla på en tallerken, læg stegte ris, mayonnaise, syltet kål, sprøde Edgy veggie, samt bønner på – og rul det sammen til en burrito. Nyd nu dit fantastiske måltid!

Send inspiration videre til kollega eller del i dit netværk, mange tak :)