Vi fandt denne herlige opskrift i kogebogen ”Bowls of Godness”, som er skrevet af den svenske kogebogsforfatter Nina Olsson, der har en stor passion for vegetarisk mad.
Det er en fantastisk lækker ret, som er baseret på det veganske seitan.
4 portioner
—
Ingredienser:
150 g kokosmel
Kokosolie til stegning
300 g pastinak eller andre rodgrøntsager såsom søde kartofler, gulerod eller lignende
6 skalotteløg i skiver
400 g Edgy Veggie Seitan skåret i mindre stykker
800 g kokosmælk
1 g garam masala
5 kaffir limeblade
3 hvidløgsfed, knust
Saften af en ½ citron
3 spsk ahornsirup
3 dl sojasovs eller tamari sojasauce
2 spsk kokossukker
Salt og peber
Krydderpasta:
1 tsk revet gurkemeje
1 spsk revet galangarod
2 spsk revet ingefær
2 citrongræsstilke, yderste blade fjernes og den bløde kerne hakkes
5 macadamianødder (eller mandler)
1 frisk chilipeber
—
Sådan gør du:
Kog risen i følge instruktionerne på pakken.
Bland ingredienserne til krydderpastaen i en blender.
Varm wokpanden uden olie, og steg kokosmelet, indtil det er gyldenbrunt. Hæld det i en skål og stil den til side.
Rengør wokpanden, og opvarm til medium varme, hæld kokosolie i, steg pastinakken og skalotteløg, indtil løgene er gennemskinnelige. Tilsæt krydderpastaen og rør rundt. Tilsæt seitan og steg under omrøring i 2-3 minutter.
Hæld kokosmælken i, og kog op. Tilsæt det ristede kokosmel (gem lidt til at drysse oven på gryderetten, når den er færdig) og garam masala, kaffir limeblade, knust hvidløg, citronsaft, ahornsirup, sojasovs og kokossukker.
Lad det småkoge og reducere i 8-10 minutter under omrøring, så det ikke brænder på. Kog, indtil saucen er tyk. Smag til med salt og peber.
Fjern kaffir limebladene – og server med ristet kokosnød og ris.