Asiatiske veggieboller med grønne ris og Satay sauce

Asiatiske veggieboller med proteinholdigt soja granulat. Server med ris og Satay sauce – og du har en herlig vegetarisk middag 🌱.

Ingredienser:

Veggieboller:
3 fed hvidløg
1 løg, skivet
Lidt rørsukker og vineddike til karamelisering af løget
1 ds drænede kikærter
1 dl varm grøntsagsbouillon
125 g soja granulat
Skallen af 1 lime
Salt, chili flakes og evt. lidt thaibasilikum.

Ris:
3 dl ris
4,5 dl grøntsagsbouillon
En håndfuld frisk koriander
1 løg, grovhakket
1 grøn chili, groftskåret
Skallen af 1 lime
Olie
Gurkemeje, salt.

Satay Sauce:
Brug en færdig eller lav den selv fra bunden med denne opskrift, som vi har lånt fra det svenske madmagasin: ”Allt om Mat”:
100 g jordnødder, finhakket og ristet
100 g macadamianødder, finhakket og ristet (kan erstattes med jordnødder)
1 ds kokosmælk, 400 g
1 løg, finthakket
¾ dl farin
1 dl appelsinsaft
½ dl citronsaft
3 spsk sojasauce
1 spsk olie
1½ spsk ingefær, finthakket frisk
2 fed hvidløg, hakket
2 spsk honning (eller evt. agavesirup)
1 tsk rød spansk chili, finhakket
½ stk citrongræs
2 tsk stødt spidskommen
1 tsk karry

Sådan gør du:


Veggieboller:
Hvidløgsfeddene bages i ovnen ved 175 ° i ca. 30 minutter. De skal være bløde og dufte af hvidløg. Imens hvidløgene bager, karamelliseres et skivet løg i lidt råsukker og et par stænk af vineddike. De steges indtil de er klare. Når hvidløgene er bløde, trykkes indmaden ud og blandes sammen med det karamelliserede løg. Kikærterne tilsættes og det hele blendes til en pasta. Derefter tilsættes 1 dl grøntsagsbouillon, limeskal, salt, chili flakes og evt. lidt thaibasilikum. Bland soja granulat i og rør rundt. Lad massen hvile i ca. 10 minutter inden den formes til boller og steges på en pande i lidt olie.

Ris med urter:
Skyl risene. Frisk koriander, løg, grøn chili og limeskal blendes med lidt af grøntsagsbouillonen. Tilsæt resten af bouillonen. Opvarm lidt olie i en gryde og svits de skyllede ris med lidt gurkemeje. Tilsæt lidt salt og hæld urte-grøntsagsbouillonen over. Kog efter anvisningen.

Satay Sauce:
Steg løg, hvidløg, ingefær og chilipeber i olie på stor pande uden at det tager farve. Tilsæt farin og honning. Lad det simre 5 minutter. Tilsæt citronsaft og appelsinsaft og lad det koge sammen. Vend nødder, krydderier, kokosmælk og citrongræs i. Lad det simre i ca. 10 minutter til en tykflydende konsistens. Fjern citrongræs og smag til med sojasauce. Lad saucen køle af.